"Idag er første dag i resten af dit liv...!"

Det er endda ved at være nogle år siden. Indtil da havde jeg nok selv brugt ordene: "Lev hver dag, som om det var din sidste."

Det gav mere sådan en "ååååhhhh, jeg må nå at få prøvet det og det - og hvad nu hvis jeg aldrig når det?"-følelse.

Og så hørte jeg min nye sætning. På et retreat i udlandet.

Stilhedsretreat på Mallorca.

Ordene satte sig dybt i mig. Vi havde en vidunderlig kok, der ind imellem lod sådanne guldkorn hænge i luften.

Han gik der og lavede mad i stilhed til os andre, sagde ellers aldrig et ord. Og så pludselig kunne han vende sig rundt og sige ud i luften:

"Idag er allerførste dag i resten af dit liv."

Det er ord, der udvider din bevidsthed her og nu. Det gør dig opmærksom på en meget tydelig måde.

De efterlader sådan en AHA-følelse. Ik?

Idag ER allerførste dag i resten af dit liv her på jorden!

Vi er bare knapt så bevidste om det i vores hverdag. Vi glemmer det.

Som vi glemmer så meget andet.

Du kan vælge at gøre dette til din allerførste dag i resten af dit liv!

Sådan ægte for alvor. Begynde at forstå det magiske i at vågne op. Mærke den nye dag ankomme.

Mærke det magiske i at være i live netop idag.

Observere alting fra nybegynderens sind - som om du aldrig havde været her før.

Det åbner for muligheder. Et hav af muligheder.

Det vækker din nysgerrighed. Det vækker din lyst til at undersøge og opdage mere.

Din begejstring vågner op.

Du bliver mere sulten og slipper en del af din modstand. Fordi alt nyt aldrig har sat et spor endnu.

Vi kan selvfølgelig også vælge blot at fortsætte i det spor, vi allerede er trådt ind på.

Selvom vi måske mærker, at det ikke sådan helt er det rigtige.

Lukke ned.

Døse hen.

Leve på autopilot. Uden sådan rigtigt at være tilstede i livet.

Bare stå op hver dag og gøre nøjagtigt det samme, som vi gjorde igår. Uden at tænke over det. Og uden at opdage, hvor mirakuløst livet i sig selv i virkeligheden er.

Valget er altid vores.

Det første vi dog må opdage er, at vi altid har et valg.

Alt for mange af os har prøvet det her med at fortsætte ud af en sti uden egentligt sådan ægte og oprigtigt at nyde selve turen.

Mange opdager faktisk sjælden følelsen af ikke at nyde turen. Fortsætter bare.

Glemmer at stoppe op, og stille spørgsmål.

Hvornår har du mon selv sidst holdt en pause?

Gjort status.

Mærket efter.

Taget den sti, du går på op til genovervejelse. 

Sådan ægte?

Hvornår har du mon selv sidst givet dig selv lov til at mærke helt ind i hver en cellle?

Været hudløst ærlig overfor dig selv.

Er du på den rigtige sti...?

Nyder du turen?

Måske du har været kort forbi, og lige snuset til det..?

For ret hurtigt at beslutte dig for " nå ja, men nu er det jo bare sådan det er. Så jeg fortsætter og får det bedste ud af det!".

Misforstå mig ikke. Det er jo rigtigt godt at være positiv og have JA-HATTEN på.

Rigtigt godt endda!

Til gengæld snyder vi måske os selv, når bare tager ja-hatten på uden at være mere nysgerrige.

Når vi lader den der indre stemme stille og roligt forsvinde lidt ud i baggrunden.

Lader være med at drømme.

Opgiver at gå efter dét, der sådan virkeligt brænder dybt inde.

Prøv engang at gøre udtrykket til en sandhed: "Idag er første dag i resten af dit liv". Hvordan føles det indeni?

Hvad ville du give slip på?

Hvad ville du gøre mere af?

Lad os blive til nogle af dem, der intet fortryder, når vi skal herfra. Fra nu af.

Hver eneste dag er en ny mulighed - din mulighed!